Så har jeg forladt Camp Duncan. I går var den allersidste dag ud af en lang og spændende sommer. Vi fik sendt alle camperne fra teen-camp hjem, og så havde vi lidt tid sammen, inden folk begyndte at drage af. Rona havde købt pizza til os, og vi fik vores staff gave - billeder af vores forskellige hyttegrupper, et tæppe og en drikkedunk med logo på. Bagefter så vi slideshow fra sommeren der gik, og så var der ikke meget andet tilbage end at tage afsked.
Det er godt nok underligt at tænke på, og jeg tror ikke helt jeg har forstået endnu, at de mennesker jeg har arbejdet så tæt sammen med i 2½ måned nu bliver spredt ud over hele jorden bogstaveligt talt. Selv er jeg også på vej retur til Danmark lige straks. Jeg er ved at pakke mine sidste ting, og om nogle timer er jeg på vej tilbage over atlanten den modsatte vej af hvad jeg rejste for fire måneder siden. Jeg kommer til at savne mine nye venner og Camp Duncan, men jeg glæder mig rigtig meget til at gense alt det derhjemme igen!
søndag den 9. august 2009
søndag den 2. august 2009
Nine down one to go...
Så er der kun en enkelt uge tilbage af min tid her på Camp Duncan. Det er helt mærkeligt, som tiden er fløjet afsted. Jeg er nu flyttet ind i Lyra, hvor jeg også har boet tidligere på sommeren. Jeg sidder på min seng godt træt efter en uge med diabetes-camp for børn. I dag er det check-out dag, så efter morgenmad blev alle børnene hentet af deres forældre. Det er altid lidt af et virvar, men det gik nu meget smertefrit.
Efter alle børnene var taget afsted, havde vi vores sædvanlige check-out møde, og så drog den første af de internationale counselors hjemad. Det er underligt at tænke på, at vi ikke længere er fuldtallige. I morgen starter diabetes teen camp, og det er som sagt den sidste sommercamp på Camp Duncan for i år. Nu vil jeg lægge mig til at sove, så jeg kan være klar til den sidste check-out dag.
Efter alle børnene var taget afsted, havde vi vores sædvanlige check-out møde, og så drog den første af de internationale counselors hjemad. Det er underligt at tænke på, at vi ikke længere er fuldtallige. I morgen starter diabetes teen camp, og det er som sagt den sidste sommercamp på Camp Duncan for i år. Nu vil jeg lægge mig til at sove, så jeg kan være klar til den sidste check-out dag.
torsdag den 30. juli 2009
International dag
Jeg sidder i min seng onsdag aften efter endnu en endt temadag. Dagens tema var international dag, så det var forholdsvist nemt at klæde sig på til. Med min rød-hvide landsholdsbluse følte jeg mig i hvert fald godt udstyret.
Formiddagen gik med mission impossible, Det går ud på, at hvert hold får udleveret en tallerken inddelt i en masse rum. Opgaven er så at få udfyldt alle rummene med navne på forskellige lande. Dette gøres ved at man løber rundt til forskellige poster og udfører opgaver, hvorefter man få udfyldt et felt. Det hurtigste hold til at få udfyldt alle felterne vinder. Jeg var på en af posterne, så jeg slap for at løbe lejren tynd i denne omgang. Min post var leapfrog - spring over buk - hvor deltagerne skulle hoppe over hinanden. Det var en smule kedeligt at se 14 hytter gøre dette, men det var ganske afslappende, og det var rart.
Efter frokost havde vi den daglige rotation med boating, diabetesundervisning og pool. Her til aften var vi spillet dansk troldespil. Det galdt om at indsamle ti balloner gemt rund på campen og passe på fem vandballoner, mens trolde og kæmper rendte rundt og forsøgte at stjæle dem ved bla. at kaste vandballoner på counselorne. De hævder her, at det er noget vi spiller i Danmark, men jeg har nu aldrig prøvet det før. Efter troldespillet fik vi snack, som i aften var is med forskelligt til at komme ovenpå - den bedste snack.
Nu sidder jeg så i min seng og lytter til den heftigt larmende aircondition. Her til aften fik jeg besked om, at jeg er optaget på teologi, så det er rigtig dejligt. Jeg spekulerer på hvor mange der mon er blevet skuffede over deres svar fra universitetet her til aften, jeg håber ikke, det er alt for mange. Nu vil jeg lægge mig til at sove, for alle pigerne i min hytte skal testes ved midnatstid, så jeg kan lige nå at sove en god times tid inden.
Formiddagen gik med mission impossible, Det går ud på, at hvert hold får udleveret en tallerken inddelt i en masse rum. Opgaven er så at få udfyldt alle rummene med navne på forskellige lande. Dette gøres ved at man løber rundt til forskellige poster og udfører opgaver, hvorefter man få udfyldt et felt. Det hurtigste hold til at få udfyldt alle felterne vinder. Jeg var på en af posterne, så jeg slap for at løbe lejren tynd i denne omgang. Min post var leapfrog - spring over buk - hvor deltagerne skulle hoppe over hinanden. Det var en smule kedeligt at se 14 hytter gøre dette, men det var ganske afslappende, og det var rart.
Efter frokost havde vi den daglige rotation med boating, diabetesundervisning og pool. Her til aften var vi spillet dansk troldespil. Det galdt om at indsamle ti balloner gemt rund på campen og passe på fem vandballoner, mens trolde og kæmper rendte rundt og forsøgte at stjæle dem ved bla. at kaste vandballoner på counselorne. De hævder her, at det er noget vi spiller i Danmark, men jeg har nu aldrig prøvet det før. Efter troldespillet fik vi snack, som i aften var is med forskelligt til at komme ovenpå - den bedste snack.
Nu sidder jeg så i min seng og lytter til den heftigt larmende aircondition. Her til aften fik jeg besked om, at jeg er optaget på teologi, så det er rigtig dejligt. Jeg spekulerer på hvor mange der mon er blevet skuffede over deres svar fra universitetet her til aften, jeg håber ikke, det er alt for mange. Nu vil jeg lægge mig til at sove, for alle pigerne i min hytte skal testes ved midnatstid, så jeg kan lige nå at sove en god times tid inden.
onsdag den 29. juli 2009
Go pee on a stick
Så er der godt gang i diabetescamp her på Camp Duncan, og det er virkelig noget for sig. Jeg bor i Silver Maple med 11 piger på henholdsvis 11 og 12år. I dag har jeg været oppe siden 04.30, fordi flere af pigerne vågnede op og følte deres blodsukker var lavt. Så skal vi teste dem, give dem enten druesukker eller kiks og så teste igen efter 15min. Hvis blodsukkeret er for højt, skal de teste deres urin for sukker, og så komme og fortælle os resultatet, det er lidt mere mærkeligt. Det kan godt mærkes nu, at min dag startede så tidligt. Jeg er heldigvis ikke den eneste, som længes ekstra efter sengen i denne uge. Langt de fleste counselors ligner nogen, som bestemt ikke burde gå omkring.
Alting foregår på en ganske bestemt måde indrettet efter diabetes. Måltiderne tager en evighed, fordi alle børnene skal testes og have insulin før nogen kan få mad. Når alle har fået insulin henter vi conselors maden, og serverer hver enkelt hvad de kan få. Til gengæld er maden uendelig meget bedre, end den har været resten af sommeren.
Lige nu sidder jeg i staffloungen og stener temmelig meget. Jeg forsøger at skrive noget åndrigt, men jeg har vist været oppe lidt for længe til, at det kan lykkes for mig. I stedet kan jeg da fortælle at jeg tre gange på to dage er vandret ind i den forkerte hytte (de ligner virkelig hinanden meget), det er nok endnu et resultat af den manglende søvn. Jeg beklager manglen på åndrighed, men det bliver ikke bedre lige nu.
Alting foregår på en ganske bestemt måde indrettet efter diabetes. Måltiderne tager en evighed, fordi alle børnene skal testes og have insulin før nogen kan få mad. Når alle har fået insulin henter vi conselors maden, og serverer hver enkelt hvad de kan få. Til gengæld er maden uendelig meget bedre, end den har været resten af sommeren.
Lige nu sidder jeg i staffloungen og stener temmelig meget. Jeg forsøger at skrive noget åndrigt, men jeg har vist været oppe lidt for længe til, at det kan lykkes for mig. I stedet kan jeg da fortælle at jeg tre gange på to dage er vandret ind i den forkerte hytte (de ligner virkelig hinanden meget), det er nok endnu et resultat af den manglende søvn. Jeg beklager manglen på åndrighed, men det bliver ikke bedre lige nu.
fredag den 24. juli 2009
Træt på et stengulv
Jeg sidder i Weeping Willow på check-out day efter afslutning af vores sidste traditionelle campsession. Det har været to gode uger med 10årige piger i Duncan House. Der sker så mange ting her hele tiden, og vi er 30 0m at dele en noget ustabil internetforbindelse, så det er endnu engang min undskyldning for manglende indlæg her på siden.
Vi har lavet en masse forskellige ting i de sidste to uger. Vi har haft en masse forskellige temadage - hawaiidag, farvedag, clashdag, hvad jeg vil være når jeg bliver stor dag, big game dag og hollyday dag. Big game day var en af vores store temadage, hvor det almindelige dagsprogram er skiftet ud. Først spillede vi en masse forskellige spil i stort format, og det var rigtig sjovt. Twister, dam og sænke slagskibe er bare et udpluk af de aktiviteter, som formiddagen bød på. Efter frokost gik lynalarmen igang, så vi spillede music-mania indenfor i hovedbygningen. Senere da regnen var ovre spillede vi "the oregon trail". Det var et løb som foregik rundt på campen. Vi fik udleveret et gammelt kort over hvordan lejren så ud i tiden hvor nybyggerne rejste mod vest. Vi rejste i vores hyttegrupper rundt til ti forskellige stater og besøgte borgmestrene i forskellige byer. Undervejs mødte vi forskellige udfordringer - mistede mad, blev smittet med kolera osv. Om aftenen spillede vi Duncannopoly og løb rundt over hele rejren og opkøbte forskellige dele af den. Duncan House 1 fik bla. købt four square, Purple Martin og central shower, så vi var ikke helt ringe. Det var en rigtig sjov dag, og børnene var rigtig involverede i det.
Nu er der kun to campsessions tilbage, og de er begge diabetes. På søndag er der check-in for børnelejren, og ugen efter er der teen-lejr. Jeg er lidt spændt på hvordan det bliver, for vi skal teste børnenes blodsukker fire gange om dagen, og der er en masse andre ting, som vi skal lære, men det bliver sikkert spændende. Nu vil jeg holde igen, for jeg sidder og fryser på det kolde stengulv.
Vi har lavet en masse forskellige ting i de sidste to uger. Vi har haft en masse forskellige temadage - hawaiidag, farvedag, clashdag, hvad jeg vil være når jeg bliver stor dag, big game dag og hollyday dag. Big game day var en af vores store temadage, hvor det almindelige dagsprogram er skiftet ud. Først spillede vi en masse forskellige spil i stort format, og det var rigtig sjovt. Twister, dam og sænke slagskibe er bare et udpluk af de aktiviteter, som formiddagen bød på. Efter frokost gik lynalarmen igang, så vi spillede music-mania indenfor i hovedbygningen. Senere da regnen var ovre spillede vi "the oregon trail". Det var et løb som foregik rundt på campen. Vi fik udleveret et gammelt kort over hvordan lejren så ud i tiden hvor nybyggerne rejste mod vest. Vi rejste i vores hyttegrupper rundt til ti forskellige stater og besøgte borgmestrene i forskellige byer. Undervejs mødte vi forskellige udfordringer - mistede mad, blev smittet med kolera osv. Om aftenen spillede vi Duncannopoly og løb rundt over hele rejren og opkøbte forskellige dele af den. Duncan House 1 fik bla. købt four square, Purple Martin og central shower, så vi var ikke helt ringe. Det var en rigtig sjov dag, og børnene var rigtig involverede i det.
Nu er der kun to campsessions tilbage, og de er begge diabetes. På søndag er der check-in for børnelejren, og ugen efter er der teen-lejr. Jeg er lidt spændt på hvordan det bliver, for vi skal teste børnenes blodsukker fire gange om dagen, og der er en masse andre ting, som vi skal lære, men det bliver sikkert spændende. Nu vil jeg holde igen, for jeg sidder og fryser på det kolde stengulv.
tirsdag den 7. juli 2009
Glædelig 4., 5. eller 6. juli
Tiden går og går - somme tider hurtigt - og somme tider knap så hurtigt. Sidste uge var super god. Min hytte var rigtig skøn, og det blev bare bedre for hver dag. Selvfølgelig er der altid småting, som kunne være bedre, men generelt var de bare så søde og gode ved hinanden og ved mig og min medcounselor.
Onsdag havde vi temadag, og der var spydag på programmet. En eller flere ukendte gerningsmænd havde stjålet alle de flag, som normalt hænger i campens main lodge. Dagens opgave var naturligvis at finde ud af hvem, der havde stjålet flagene, og så i sidste ende at finde dem igen. Formiddagen stod på træning for, at vi alle kunne blive uddannet til spioner. Der var øvelse i at bryde koder, komme gennem forhindringsbaner, huske genstande, læse fingeraftryk mm. Efter frokost skulle den egentlige jagt så igang. Den første ledetråd viste sig imidlertid at befinde sig midt ude på søen, hvilket betød at alle os counselors skulle deltage i et kanoræs med camperne som heppere. Vi lagde ud i fin stil, men da vi kom ud midt på søen kom der pludselig en anden kano imod os med to af vores konkurrenter råbende: "vi rammer jer, vi rammer jer, undskyld, undskyld". Væk var de, og der lå vi og flød rundt i vandet som gode eksempler på, hvorfor man har redningsvest på. Efter lang tids kamp blev vi endelig halet om bord i redningsbåden sammen med andre forulykkede, og vi kom ind og kunne for alvor komme i gang med jagten. Vi løb rundt på campen og udspurgte den ene mistænkte efter den anden, inden vi endelig fandt frem til rette vedkommende. Om aftenen gik jagten så på flagene, som vi endelig fandt og fik tilbage hvor de hørte til. Det var en super sjov og veltilrettelagt dag, så tiden fløj afsted.
Torsdag lige efter frokost kaldte Rona, vores campdirector, alle os counselors ud til møde. Hun fortalte os at den næste camp, astmacamp, netop var blevet aflyst pga svineinfluenzaen. Eftersom vi nærmest ingen nyhedder får på lejren troede jeg egentlig at influenzaen var et overstået kapitel, men åbenbart ikke. Faktum er i hvert fald, at vi nu har fri indtil på søndag. Ind imellem har de amerikanere hvis lidt en tendens til at overreagere. Når sådan noget sker går tiden noget langsommere, for nu skal vi jo selv finde ud af hvad vi vil tage os til. Selv om det kan være rigtig hårdt kun at have fri en time i døgnet i løbet af en campsession, så ved man da i hvert fald at tiden går med noget. Nå men det går nu nok. Lige nu besøger jeg nogle venner, og i morgen tager jeg til Chicago med nogle fra campen.
I lørdags var det 4.juli, hvilket jo er en kæmpe festdag herovre. Jeg var til en gratis koncert og fyrværkeri om aftenen. Det var vildt flot, og bragede så voldsomt, at vi kunne mærke rystelserne. I går og i dag har jeg stort set bare slappet af og lavet ingenting, det er nu også ret dejligt at have tid til det. Her til aften løb jeg mig en tur og tog en dukkert i poolen i mine venners baghave - noget mere lækkert end lejrens sø. Nu vil jeg til at sove, for man kan godt blive helt søvnig af at lave ingenting.
Onsdag havde vi temadag, og der var spydag på programmet. En eller flere ukendte gerningsmænd havde stjålet alle de flag, som normalt hænger i campens main lodge. Dagens opgave var naturligvis at finde ud af hvem, der havde stjålet flagene, og så i sidste ende at finde dem igen. Formiddagen stod på træning for, at vi alle kunne blive uddannet til spioner. Der var øvelse i at bryde koder, komme gennem forhindringsbaner, huske genstande, læse fingeraftryk mm. Efter frokost skulle den egentlige jagt så igang. Den første ledetråd viste sig imidlertid at befinde sig midt ude på søen, hvilket betød at alle os counselors skulle deltage i et kanoræs med camperne som heppere. Vi lagde ud i fin stil, men da vi kom ud midt på søen kom der pludselig en anden kano imod os med to af vores konkurrenter råbende: "vi rammer jer, vi rammer jer, undskyld, undskyld". Væk var de, og der lå vi og flød rundt i vandet som gode eksempler på, hvorfor man har redningsvest på. Efter lang tids kamp blev vi endelig halet om bord i redningsbåden sammen med andre forulykkede, og vi kom ind og kunne for alvor komme i gang med jagten. Vi løb rundt på campen og udspurgte den ene mistænkte efter den anden, inden vi endelig fandt frem til rette vedkommende. Om aftenen gik jagten så på flagene, som vi endelig fandt og fik tilbage hvor de hørte til. Det var en super sjov og veltilrettelagt dag, så tiden fløj afsted.
Torsdag lige efter frokost kaldte Rona, vores campdirector, alle os counselors ud til møde. Hun fortalte os at den næste camp, astmacamp, netop var blevet aflyst pga svineinfluenzaen. Eftersom vi nærmest ingen nyhedder får på lejren troede jeg egentlig at influenzaen var et overstået kapitel, men åbenbart ikke. Faktum er i hvert fald, at vi nu har fri indtil på søndag. Ind imellem har de amerikanere hvis lidt en tendens til at overreagere. Når sådan noget sker går tiden noget langsommere, for nu skal vi jo selv finde ud af hvad vi vil tage os til. Selv om det kan være rigtig hårdt kun at have fri en time i døgnet i løbet af en campsession, så ved man da i hvert fald at tiden går med noget. Nå men det går nu nok. Lige nu besøger jeg nogle venner, og i morgen tager jeg til Chicago med nogle fra campen.
I lørdags var det 4.juli, hvilket jo er en kæmpe festdag herovre. Jeg var til en gratis koncert og fyrværkeri om aftenen. Det var vildt flot, og bragede så voldsomt, at vi kunne mærke rystelserne. I går og i dag har jeg stort set bare slappet af og lavet ingenting, det er nu også ret dejligt at have tid til det. Her til aften løb jeg mig en tur og tog en dukkert i poolen i mine venners baghave - noget mere lækkert end lejrens sø. Nu vil jeg til at sove, for man kan godt blive helt søvnig af at lave ingenting.
tirsdag den 30. juni 2009
Traditionelt men utraditionelt….
Endnu en uge er gået på en amerikansk sommerlejr, og jeg sidder i staffloungen på Camp Duncan og tænker på, hvad jeg har oplevet. Crazy hair day, coco chaos, capture the flag, børn med hjemve, smil og latter, leg i poolen, både på søen, diskussioner over småting, hedebølge, lejrsange og meget mere. Hver dag er fuld af nye oplevelser, og det er både super fedt og rigtig hårdt samtidig. Jeg har været på danske sommerleje med KFUM og KFUK hele mit liv og har været ungleder og leder i flere år, men det er alligevel helt anderledes end her. Børnene skal være under opsyn konstant – 24 timer i døgnet. Det, jeg synes, er allerhårdest her er konstant at være omgivet af andre mennesker. Uanset hvad du laver, er der folk omkring dig, til alt held er langt de fleste rigtig søde, ellers ville det godt nok være vanskeligt.
I går flyttede jeg til en ny hytte med 9-12årige børn. Indtil videre synes jeg, de virker søde, så jeg håber det varer ved. I dag havde jeg dansk workshop med fem modige børn, som jeg selvfølgelig straks udnævnte til mine favoritter. De lærte at tælle til ti og sige forskellige andre småting på dansk, og de lærte ”to mand frem for en enke”. Til sidst fik de hver en enkrone og et lille metal dannebrogsflag til nogen misundelse for andre børn, men man må jo yde noget for glæder som enkroner og flag. Her til aften har jeg haft fri, så jeg har været ude og spise og på indkøb for at få anskaffet de mest nødvendige ting som chokolade og kiks. Nu vil jeg snart i seng, for i morgen er der atter en dag.
I går flyttede jeg til en ny hytte med 9-12årige børn. Indtil videre synes jeg, de virker søde, så jeg håber det varer ved. I dag havde jeg dansk workshop med fem modige børn, som jeg selvfølgelig straks udnævnte til mine favoritter. De lærte at tælle til ti og sige forskellige andre småting på dansk, og de lærte ”to mand frem for en enke”. Til sidst fik de hver en enkrone og et lille metal dannebrogsflag til nogen misundelse for andre børn, men man må jo yde noget for glæder som enkroner og flag. Her til aften har jeg haft fri, så jeg har været ude og spise og på indkøb for at få anskaffet de mest nødvendige ting som chokolade og kiks. Nu vil jeg snart i seng, for i morgen er der atter en dag.
Abonner på:
Opslag (Atom)